En sand oplevelse


Vi fylder historiebilens bagagerum med stærke fortællinger, sjove aktiviteter, interessante genstande og en sprudlende begejstring for den gode historie – godt fortalt. Historiebilen bringer kildebaserede oplevelser til skoler og turister.

På dansk er ‘historie’ både ordet for rækken af årstal, der ligger bag os, såvel som en sammenhængende fortælling. Gode historier kan fænge os alle, så vi lader os opsluge og rive med – tænk på barndommens gyserhistorier under soveposen, eventyr i lejrbålets skær eller bedstefars beretning om dengang han mødte en bjørn. En velfungerende narrativ ramme har en vældig kraft, som Historiebilen bruger til at dele ud af nysgerrighed, engagement og viden.